Digt om mit forløb med DCIS - Forstadie til brystkræft.
At få beskeden om et forstadie til brystkræft (DCIS) rystede mig. For at finde mening og skabe ro i tankerne begyndte jeg at skrive dagbog.
Ud af de ord, blev mine tanker til vers, et digt – en fortælling om frygt, håb og den styrke, jeg fandt undervejs.
Det blev min måde at bearbejde forløbet på – og måske kan tankerne og følelserne finde genklang hos andre, der står i noget lignende.
Naja Kirkedal Jensen
Første Vers
Et ekko af prøver og prøvelser
Jeg mærker usikkerheden banke på
og lægger sig som en skygge
Håbet hvisker skyggen væk…
Andet Vers
Jeg mærker arret med fingerspidserne,
Som en fortælling skrevet uden ord
En linje i huden, grænsen mellem før og nu
Håbet hvisker, at nye fortællinger kan skrives…
trejde Vers
Vreden sitrer indeni mig,
et hvorfor larmer i stilheden,
et hvorfor, der ikke vil forståes
Håbet hvisker, at selv i spørgsmål uden svar er der en vej frem…
Fjerde Vers
En hær af bekymringer fylder mit hoved
De vandrer ud i noget uvirkeligt
Hopper mellem angst, sorg og håb.
Håber hvisker, at tiden visker bekymringerne ud…
Femte Vers
At vente på svar er et stille toturkammer.
En “mindfucker” forklædt som tid
Selv når ventetiden er uden grænser, er der ømhed i mit blik og styrke i mit åndedraget.
Håbet hvisker, at ømhed også er styrke…
Sjette Vers
Jeg går fra stærk til svag.
Det mærkes stærkt og det føles skrøbeligt.
Jeg kæmper mig fra svag til stærk.
Håbet hvisker, at styrke også findes i brudfladerne…
Syvende Vers
Jeg kan mærke frustrationen koge under huden
Alt i mens opstår en besynderlig energi, et opbrud, en opvågning.
Håber hvisker, et opbrud er ny begyndelse…
ottende Vers
Som solens lys, der skære sig gennem landskabet
mærker jeg strålerne gennem frygten
Her midt i mørket, ser jeg et glimt af lys
en håbefuld glød af noget jeg kan gribes.
Håbet hvisker…
Del dine tanker om digtet og billederne
naja@najakirkedal.dk